Medhold hos Skat

 Af Djorz

På sin hjemmeside og i februarnummeret (side 19) skriver VeteranPostens ansvarshavende redaktør Steen Jørgensen, at de står inde for rigtigheden af de oplysninger, der bringes i VeteranPosten med specifik henvisning til en artikel i januarnummeret om de nye told og momsregler for import af biler fra ikke EU-lande.

Årsagen til redaktørens udmelding er artiklen side 29 i Klassisk Bil & MC Februar, hvor vi fastslår, at VeteranPosten giver forkerte oplysninger. Veteranposten skrev således bl.a. både på sin hjemmeside og i januarnummeret:

"Denne praksis har man med øjeblikkelig virkning ændret, således - at veterankøretøjer over 30 år nu beregnes på lige fod med øvrige nye og brugte køretøjer, både hvad angår told og moms".

Bladet konkluderer at der fra 12. november 2009 beregnes med en told på 10% samt en moms på 25 % af køretøjets indkøbspris plus fragtomkostninger.

SKAT udtaler
For en gang for alle at skille fårene fra bukkene, har Klassisk Bil & MC anmodet SKAT om en udtalelse og i skrivelse af den 22. januar 2010 skriver SKAT, Tariferingscentret bl.a.:

"Artiklen i Veteranposten giver indtryk af, at SKAT har handlet ensidigt i denne sag, hvilket jo ikke er tilfældet. Det er heller ikke tilfældet, "at veterankøretøjer over 30 år nu beregnes på lige fod med øvrige nye og brugte køretøjer, både hvad angår told og moms".

Skat fastslår endvidere, at de nye regler kan medføre, at visse køretøjer ikke længere vil blive anset som samlerobjekter, men at dette ikke er ensbetydende med at der i alle situationer skal beregnes med en told på 10% samt en moms på 25% af køretøjets indkøbspris plus fragt, da SKAT også fremover både kan og vil "sige god for pos. 97.05" ved indførsel af motorkøretøjer.

Derfor!
Redaktør Steen Jørgensen undrer sig over hvilken baggrund Klassisk Bil & MCs chefredaktør Jens Robdrup kan have for at bringe artiklen.

De 2 blade udkommer på et stærkt afgrænset interesseområde og har naturligvis en del såkaldte dobbeltlæsere.

Klassisk Bil & MC betragter det som dets opgave at henlede i det mindste sine egne læseres opmærksomhed på eventuel misinformation. Det være sig fra andre blade, men naturligvis også myndigheder m.v..

Denne ansvarsbevidsthed har ført til at Klassisk Bil & MC i vore læserundersøgelser får de højeste karakterer når det gælder troværdighed. Og det er en redaktionel linje vi ikke vil lave om på.